Sådan støtter du dit barns læsning

Hvordan støtter du dit barn i at blive knivskarp til at læse? Ina Borstrøm giver dig 7 tricks til, hvordan du styrker dit barns læsefærdigheder og sikrer, du ikke gør mere skade end gavn.

De 7 råd

1. Tal sammen. Ved at tale sammen styrker du barnets ordforråd. Tal med dit barn om, hvad det har oplevet i skolen og grib fat i de emner, barnet finder interessant.

2. Afsæt tid til skole. Sæt jeres fritid i system og afsæt tid til at læse derhjemme. Indfør for eksempel en halv time om dagen, hvor du læser højt, I pakker skoletasken og taler om, hvad barnet har lært.

3. Sørg for, at bøgerne matcher niveauet. Smut ned på det lokale bibliotek og bed bibliotekaren om at hjælpe med at finde bøger, der ikke er for svære. Her gælder det om at finde bøger, hvor ordene staves og lyder ens.

4. Vær nysgerrig og åben. Selv om du måske ikke har lært at læse på samme måde som barnet, så anerkend, at det er den måde, barnet lærer det på. Lyt til barnet, og spørg: ”Hvad er nu det for en lyd?”, og hvis barnet ikke ved det, kan du opfordre barnet til at spørge læreren i morgen.

5. Hav tillid til skolen. Har du en ustyrlig trang til at vejlede, råde og undervise dit barn hjemme i læsning og stavning? Du er næppe den eneste forælder med den lyst. Husk dog på, din opgave som forælder ikke er at undervise, det bliver barnet i skolen. I den danske folkeskole er læsning højt prioriteret, og der ligger en gennemtænkt pædagogik bag. Spørg i stedet nysgerrigt barnets undervisere, hvis du vil vide mere om, hvordan du kan hjælpe dit barn med at styke sine læsefærdigheder derhjemme.

6. Drop presset. For alt i verdenen, lad værre med at gentag,  ”hvad står der her?”. Hvis barnet ikke ved det, er der risiko for, at din pode begynder at gætte og/eller lyve for at gøre dig glad. Anerkend i stedet, at barnet er ved at lære lydene, og sig, ”nå, nu kan du den lyd, det er flot.”

7. Dyrk rim og remser. Alt det, I kan øve derhjemme, som ligner det i skolen, men er nemmere, er godt. Det giver succes for barnet. Rim, remser, Halfdan Rasmussens og andre ABC’er og Hr. Skæg er alt sammen eksempler på noget, I kan lave sjov med derhjemme, uden at kollidere med det, der sker i skolen.

Vil du læse mere om, hvordan du kan støtte dit barn i dets læseudvikling?

Kilde: Ina Borstrøm, selvstændig læsekonsulent