Velkommen indenfor i INFOBA

Det kommer nok næppe som en overraskelse, at INFOBA ikke længere drives fra den kælder, hvor virksomheden blev vækket til live for godt 15 år siden. Men INFOBA befinder sig stadigvæk i sin fødeby, Gladsaxe. 

I artiklen kan du komme med ind på kontoret og se, hvor fint og finurligt vi bor.

“Velkommen til!” Når du træder ind af døren på 1 sal, møder dit blik den kongeblå børnehavegarderobe. Garderoben har vi med os på stande rundt om i det danske land, når vi deltager på diverse messer.

Garderoben har før vores tid haft et lykkeligt liv i en daginstitution. Her blev den er blevet brugt til børnehavebørnenes tøj og sko, når de kom susende ind fra legepladsen til frokost, frugt eller samling.

På billedet ser du vores multirum. Her tegnes og fortælles der ved tavlen, når vi holder interne møder og lægger nye planer. I det som oftest betegnes som, køkkenet, brygger vi kaffe, taler i telefon og sludre om weekendens spændende gøremål. I rummet her er der ofte mange bolde i luften på én gang. Det er ikke tilfældigt, at det har fået kælenavnet, multirummet.

Velkommen til junglen. Her arbejder vores magikere med at trylle tal og tegn om til koder, ord til farverige fortællinger og jeres ønsker, tanker og idéer til skræddersyede forløb og digitale værktøjer.

På kontoret knokles der, mens der drikkes uanede mængder kaffe, diskuteres nye påfund og lægges strategier.

Ligesom vi har kontorhunde, har vi også gazeller i virksomheden. Faktisk har vi hele to styk af det langbenede og hurtige dyr. Gazellerne er dog knap så snaksagelige som de hunde, der til tider tuller rundt på kontoret. Gazellerne er nemlig stendøde og uddelt af Børsen, som symbol på, at INFOBA har været en af landets hurtigst voksende virksomheder hele to gange.

Har du spottet vores fine dekorationer? På kontorets vægge hænger de 12 læringsmål i farverige illustrationer.

Velkommen til loungen, INFOBAs svar på et puderum. Vores lounge står placeret i vores lyse storrumskontor, hvor der på mange måder er højt til loftet. Her sætter vores flittige bier sig, når de skal koble af, tale med kollegaerne eller bagdelen er begyndt at værke efter en lang dag i kontorstolen.

Skal vores kontor blive en del af din nye hverdag? Klik her og læs om ledige stillinger hos INFOBA.